Vejle Amts Folkeblad Fredericia Dagblad VAF Medier

Hymn To Freedom – organist Tom Pedersen går på efterløn!

Hymn To Freedom – organist Tom Pedersen går på efterløn!

Foto: JIM HOFF

Annonce
Det er et alsidigt uddannet og særdeles musikalsk menneske, der d. 25. februar ved en afskedskoncert i Farre Kirke slår de sidste toner an på det nye elektroniske orgel i den gamle landsbykirke. For efter 17 år som organist ved Give, Farre og Vorslunde Kirke har 62 årige Tom Pedersen valgt at gå på efterløn - i hvert fald fra den del af hans musikliv, der har med de faste optrædener ved de kirkeligt relaterede arbejdsopgaver at gøre.

Konservatorieuddannet på accordeon
Oprindeligt er Tom Pedersen, der er født på Ærø, uddannet skolelærer fra Haderslev Seminarium med bl.a musik som linjefag, hvor klaveret og orglet var de foretrukne instrumenter. Det førte til en 19 år lang karriere i Musikskolen i Kolding, hvor Tom også blev tilknyttet Nr. Bjert Kirke som organist. Sideløbende hermed tog dette evigt musikalsk sultne menneske en uddannelse i accordeon på musikkonservatoriet i Århus samt en organistuddannelse i Løgumkloster.

Det store orgel i Give trak
Efter et kortere mellemspil i Tarm som organist havnede Tom Pedersen i Give, hvor han blev tiltrukket af dels muligheden for at blive ansat i en fuldtidsstilling som organist samt at få muligheden for at spille fast på det store orgel i Give Kirke. - I starten spillede jeg udover i Give Kirke også i Farre Kirke samt ved sygehusets faste gudstjenester, men da sygehuset blev til dagklinik, droppede man gudstjenesterne, og mine timer blev konverteret til faste jobs i Vorslunde Kirke, fortæller Tom Pedersen, der her ved embedsophør er fast tilknyttet Give, Farre og Vorslunde Kirker.

De elektroniske muligheder
I 2006 fik Farre Kirke et nyt elektronisk orgel, hvilket ifølge Tom Pedersen så absolut er en spændende udvikling. - Med et elektronisk orgel får man som organist rigtig mange muligheder, der er mange flere knapper at trykke på, sådan lidt populært sagt, og set fra et økonomisk synspunkt, får man mere for pengene, idet et elektronisk orgel ikke skal stemmes og generelt er noget billigere i vedligehold. Men tag endelig ikke fejl: Jeg elsker at spille på pibeorglet i Give Kirke lige så meget, som jeg nyder at spille på det elektroniske orgel i Farre, understreger Tom Pedersen.

Flere festmusikerjobs
At Tom Pedersen er et musikalsk bredt funderet menneske viser sig også i hans hobby, hvor han tager ud som hyggepianist og spiller til fester, arrangementer og officielle begivenheder. Her er det den rytmiske musik, der er i forgrunden. – Oftest spiller jeg el-klaver under middagen, og skifter så over til keyboard under dansen, hvor vi så giver den fuld gas på alle tangenter, fortæller Tom Pedersen, der også spiller sammen med et kor i Vejle. – Nu hvor jeg går på efterløn, skal jeg ikke lægge skjul på, at jeg vil satse endnu mere på denne hobbybetonede del af mit musikliv. Jeg vil meget gerne ud og spille nogle flere festmusikerjobs fremover. Nu får jeg jo bedre tid og skal ikke op tidligt søndag morgen for at spille til gudstjenester. Og så skal den nyvundne frihed også bruges til at komme i form, idet Tom har tilmeldt sig et ’karlehold’ i gymnastik i Farre!

Nyder den kirkelige liturgi
Netop udsigten til mere personlig frihed i især weekenderne og ved højtiderne var tillokkende, da Tom skulle tage den endelige beslutning om at gå på efterløn. – Jobbet som organist er et pragtfuldt job. Jeg har været glad for arbejdet og ikke mindst samarbejdet med menneskene i og omkring kirken. Givesognet har en dejlig naturlig grundtvigsk tilgang til tingene, som jeg finder tiltalende, og jeg vil da også nok sige ja til at vikariere lidt engang imellem, hvis menighedsrådet skulle komme i bekneb for en organist.
Men det er jo også et job, hvor man er bundet i weekenderne og til alle højtiderne, og her glæder jeg mig helt sikkert til at kunne komme i kirken uden ’arbejdsmæssige forpligtelser’, for jeg nyder hele liturgien og atmosfæren under de kirkelige handlinger, påpeger Tom Pedersen, der vil karakterisere sig selv som et menneske, der tror på en højere skabende kraft, når der spørges ind til de mere religiøse aspekter af livet.

Sjælen spiller jazz
Inde bag alle de klassiske musikalske uddannelser og kvaliteter, helt derinde hvor måske selve sjælen kommer fra, gemmer der sig hos Tom Pedersen et inkarneret jazzmenneske. Avisens udsendte spørger naturligt nok ind til den afgående organists yndlingsmusik, og svaret falder prompte: Jazz! Med de store jazzpianistmestre virtuosen Oscar Peterson og geniet Art Tatum som de foretrukne forbilleder sætter Tom Pedersen sig ofte til klaveret og spiller sig ind i en fortryllende improvisatorisk verden, der ligger milevidt fra den musikalske virkelighed fingrene trykker frem under de mange søndagsgudstjenester i de lokale kirker i området. Men også i kirkemusikkens verden har Tom Pedersen sine klare favoritter, hvor især navne som danske Jesper Madsen, Johan Sebastian Bach og Buxtehude ligger øverst i stakken af yndlingskomponister. – Popmusik kan jeg også sagtens lytte til, og qua mit job som hyggepianist og festmusiker skal denne verden jo også være en del af mit musikalske arvesølv, påpeger Tom Pedersen, der bruger det fremragende internetmedie Youtube til at blive opdateret i den musikalske database.

Mere tid til klaveret
Udover at hellige sig det hobbybetonde festmusikerjob vil den nykårede efterlønner også give sig selv nogle flere timer ved klaveret, hvor især arbejdet med den klassiske musik skal have noget ekstra opmærksomhed. – Jeg kunne endda måske finde på at hyre en spillelærer, der kan presse mig til at blive endnu bedre, og så vil jeg også gå i gang med at lave flere musikhæfter med arrangementer og kompositioner. Indtil nu har jeg lavet 5 hæfter til orgelmusik og 2 hæfter til klavermusik samt udgivet to jazz cd’er, og der måtte gerne komme flere produkter fra den boldgade, pointerer Tom Pedersen, der råder over eget musikstudie hjemme i den 180 m2 store lejlighed i Østergade i Give. Her står der blandt andet et nyindkøbt elektronisk flygel og et nyere elektronisk kirkeorgel, så den nu tidligere kirkeorganist vil stadig havde ’masser af tangenter at spille på’ i fremtiden.

Hymn To Freedom
Nu får Tom Pedersen også tid til at sysle endnu mere med de tre hjemmesider, han har fået stablet på benene. Og hans kone Jette, og det har hun hermed skriftligt, kan forvente, at der står varm mad på bordet hver dag, når hun vender hjem fra arbejdet. Så kan Tom meget passende sætte sig til flygelet og servere en dansk Pedersen-fortolkning af Oscar Petersons klassiker ’Hymn To Freedom’.

Hoff




Print artiklen | Tip en ven | Tilbage til Give Avis-forsiden

Bedøm artiklen:
0
 har stemt. Gennemsnit
0,0
.
Registrerer stemme..


Bookmark og del denne artikel:
| Flere


Seneste nyt fra Give Avis
flexblock