Vejle Amts Folkeblad Fredericia Dagblad VAF Medier

4 døve røvere på spil i Givskud!

4 døve røvere på spil i Givskud!

Foto: JIM HOFF
Se flere billeder

Annonce
I uge 6 har der været mere end normal travlhed på Givskud Skole, idet elever, lærere og pædagoger har arbejdet med både skolekomedie og lokalrådsprojekt. Sidstnævnte kan du læse om andetsteds i avisen, her er der fokus på 6. klassernes skuespil ’Hvabbahabba og de 4 døve røvere’.

Eleverne blev præsenteret for en 12-14 forskellige skuespil af deres lærere, Hanne Kraft Poulsen og Brian Munch, hvorefter de selv fik lov til at udvælge, det stykke, de syntes bedst om. –Da stykket så først var blevet udvalgt, gav eleverne manuskriptet deres helt egen fortolkning og drejning, hvor de selv udviklede rollerne og historien, så den passede netop til 6. klasse i Givskud, fortæller klasselærer Hanne Kraft Poulsen.

Masser af selvstændighed i projektet
Eleverne tilføjede eksempelvis en del sang, akrobatik- og dansenumre, fordi mange i klassen er glade for at danse, nogle er gode til gymnastik, og man har også en lille håndfuld, der kan spille på musikinstrumenter. Musiklærer Claus Bøgh hoppede på vognen som musikalsk tovholder, mens eleverne selv stod for koreografi til dans og akrobatik – selvfølgelig under kompetent supervision af Hanne og Brian! – Det er dejligt at se eleverne arbejde selvstændigt med sådan et projekt. Her ser vi nogle sider af de unge mennesker, som vi nok ikke ser så meget til dagligt, og alle får mulighed for at blomstre op ud fra deres egne forudsætninger, så det har været en rigtig god proces, understreger Hanne Kraft Poulsen, der ligeledes fremhæver, at denne arbejdsform er med til at fremme det gode forhold mellem elever og lærere.

Alle har en funktion
Alle i klassen har en eller anden funktion i skuespillet. Skuespillere, dansere, musikere – selvfølgelig – men der er også brug for et teknisk mandskab, der tager sig af lys og lyd og andre tekniske raffinementer, og det betyder, at man får lov til at byde ind på de områder, hvor man er god i forvejen, hvilket fører til mange positive oplevelser for de unge mennesker i løbet af ugen.

Skolefesten samler masser a folk
’Hvabbahabba og de 4 døve røvere’ er inspireret af Ali Baba og de 40 røvere. Altså østens mystik tilsat en masse nutidig komik og løjer, hvor mobiltelefoner og høreapparater spiller en væsentlig rolle. Skuespillet blev vist hele 3 gange. Først for børnehaveklassen, dernæst for indskolingen med forældre og slutteligt var det mellemtrinnet med forældre, der fik fornøjelsen af det morsomme skuespil. Grundet pladsmangel er man nødt til at dele fremvisningerne, som er den centrale del i skolefesten på Givskud Skole, op i 3 bidder (man viser skuespillet i gymnastiksalen). - Der er altid en fantastisk opbakning om vores skolefest. Altid stor forældreopbakning, og masser af vores tidligere elever vender tilbage til byen til skolefesten, og derfor er vi også nødt til at vise skuespillet nogle gange, så der er plads til alle, fortæller Hanne Kraft Poulsen.

Efter skolekomedien blev der budt på kaffebord, og man sluttede aftenen af med at invitere på diskotek ved DJ Ris Ras, hvor der traditionen tro blev danset i en grad så samtlige vinduer i lokalet duggede til! Og det var ikke kun pga. vinterkulden udenfor, skulle vi hilse at sige!

Hoff




Print artiklen | Tip en ven | Tilbage til Give Avis-forsiden

Bedøm artiklen:
2
 har stemt. Gennemsnit
5,0
.
Registrerer stemme..


Bookmark og del denne artikel:
| Flere


Seneste nyt fra Give Avis
flexblock