Vejle Amts Folkeblad Fredericia Dagblad VAF Medier

Bombe i Fremad: Ny cheftræner meldte fra 1½ time før sæsonstart!

Bombe i Fremad: Ny cheftræner meldte fra 1½ time før sæsonstart!

Foto: JIM HOFF
Se flere billeder

Annonce
Det var noget af en overraskelse, der ventede de 18 fremmødte spillere, da Give Fremads seniorafdeling i fodbold lørdag d. 4. februar inviterede til sæsonstart på Give Stadion. Og det var ikke de 16-18 minusgrader og den indledende løbetur på 5 km., der fik spillerne til at tabe kæberne af forbavselse. Næh, det var meddelelsen om, at holdets nye cheftræner, Steffen Gammelgaard, 1½ time før mødetid telefonisk havde meddelt klubben, at han IKKE ville være træner i Give alligevel.

Gammelgaard foretrækker Brædstrup
Begrundelse: Brædstrups nye cheftræner Brian Johnsen stoppede efter kun én uges trænergerning i klubben af endnu ikke helt klarlagte årsager. Brædstrups fodboldbestyrelse henvendte sig så til Steffen Gammelgaard (som har været træner i Brædstrup de sidste 2 sæsoner) i denne uge med henblik på at få ham tilbage til klubben vel vidende, at Gammelgaard havde en kontrakt med Give Fremad. Gammelgaard takkede ’ja’ til tilbuddet på trods af kontrakten med Give Fremad, og dermed ligger beten i den nu uforløste trænerkabale lige pludselig på bordet i Give Fremads bestyrelseslokaler.

Trænertriumvirat tager midlertidigt over
- Det er en særdeles uheldig situation, vi her er blevet bragt i af både Steffen Gammelgaard og Brædstrup. Men ok, vi må tage Steffen Gammelgaards beslutning til efterretning, og et eller andet sted er det jo godt nok, at vi får udmeldingen om, at han foretrækker Brædstrup frem for os nu, inden han var kommet i gang her i Give, konstaterer en både overrasket og skuffet Kristian Rasmussen fra Give Fremads seniorudvalg. Træningen varetages i den kommende uge af triumviratet Steffen Nielsen, Jens Kjærgaard og Kristian Rasmussen, og man vil nu gå i gang med sammen med bestyrelsen at finde en løsning på problemet med at finde en ny sportslig ansvarlig for Fremads serie 2 mandskab.

Hvad gør Kristian Rasmussen?
Løsningen ligger, set fra denne skribents stol, lige til højrebenet, idet man i klubben har en trænerkapacitet som Kristian Rasmussen gående ledig på markedet. Spørgsmålet er så om Rasmussen, der jo stoppede som træner for 2 sæsoner siden i klubben, rent mentalt kan vende den mere uforpligtende opgave som spiller til den noget mere bundne og ansvarskrævende post som cheftræner med så kort varsel. Men mon ikke et lille familieråd med en god cognac i glasset og lidt Johnny Cash på cd-afspilleren kan gøre beslutningen om at vende tilbage til trænergerningen lettere?

Morten Lund ny mand i Fremad
På spillersiden var der et nyt ansigt der mødte op denne første spilledag, idet 33 årige Morten Lund (med en fortid i VB, Middelfart og FC GOG) har valgt at genoptage karrieren efter 1½ års pause fra seriefodbolden. – Jeg har jo spillet fodbold siden jeg var 5 år gammel, og jeg var begyndt at savne intensiteten og kampene på lidt højere niveau efter nogle år med lidt oldboys fodbold. Pausen fra seriefodbolden, der også var nødvendig pga. 2 små børn og nyt job som souschef i Handelsbanken i Give, har givet mig lysten og sulten tilbage, så nu skal det have en chance her i Give Fremad, fortæller Lund, der bor i Give med sammen med fru Helle og de to piger Liva og Kaya. En særdeles spændende tilgang til Fremad af en rutineret og meget alsidig spillertype, der også er en god ledertype både på og udenfor banen.


Kris P. og Simon Langkjær tabt for Fremad
På ’tabslisten’ kan Give i forhold til sidste sæson notere Simon Langkjær, der starter en karriere i Århusiansk fodbold. Også Kris Pedersen er tabt for Give Fremad, idet den stærke midtbanespiller har meddelt klubben, at han vender tilbage til sin fødeklub FC GOG. Peter Christensen er ude hele foråret pga. en ledbåndsskade i knæet, ligesom keeper Jan Dideriksen også er skadet. Sidstnævnte forventes dog klar i løbet af en lille måneds tid, om alt går vel.


3 seniorhold i Give i 2012
Nu skal man i Fremad lige have rystet chokvirkningerne efter trænerbomben af sig og have fundet de nye konstellationer på det sportslige område. Panik er der dog ingen grund til at gå i, for man har de rigtige folk i egne rækker til at løse opgaverne, og på spillerfronten er der en vældig god bund af talentmasse at udvikle holdene i serie 2 og serie 4 på. - I år er det hensigten at tilmelder et serie 6 mandskab, selvom fremmødet denne opstartsdag ikke var imponerende for en klub med 3 seniorhold. Jeg havde da forventet at se en 25 stykker møde op, så det kan være vi alligevel må revidere vores målsætning om 3 seniorhold i denne sæson, siger Steffen Nielsen, der i år skal være 2. holdstræner.
Efter den obligatoriske løbetur rundt i Give by var der spil på to mål en 45 minutters tid, hvorefter den stod på tiltrængt varm suppe i cafeteriet på Give Stadion. Avisen vender tilbage med mere info, så snart der er mere om trænersituationen i Give Fremad!

Hoff




Print artiklen | Tip en ven | Tilbage til Sporten-forsiden

Bedøm artiklen:
3
 har stemt. Gennemsnit
4,8
.
Registrerer stemme..


Bookmark og del denne artikel:
| Flere