Michael Nørtoft Frydensbjerg om dagtilbudsstruktur og habilitet
Foto: IMAC
Dagtilbudsstruktur
Et læserbrev i Give Avis den 31. januar 2012 gjorde mig opmærksom på, at en gennemgang af dagtilbudsstrukturændringen for børn op til 3 år ville være på sin plads. I Børne- og Familieudvalget har jeg sammen med de andre politikere haft fokus på, hvordan serviceniveauet bedst kunne bevares, samtidig med at vi tilpassede os den økonomiske situation. Dette har ført til, at ledelsesdelen i daginstitutionerne såvel som i dagplejen er reduceret.
Det er konservativ politik, at vi i Vejle kommune skal have styr på økonomien og følge budgettet, hvorfor vi også har tilsluttet os ideen om at lade dagplejen og vuggestuerne arbejde sammen. Ved at oprette bufferpladser i vuggestuerne til at tage udsvinget i børnetallet, opnår man større klarhed over forbruget i dagtilbud samtidig med trygheden for ansatte forøges.
Som følge af beslutningen om indførelse af bufferpladser oprettes der nye vuggestuepladser i 5 daginstitutioner; Stjerneskuddet i Givskud, Kildedalen i Thyregod, Skovkanten i Nørup, Solsikken i Egtved og Ødsted Børnehave med i alt 62 pladser. Heraf er de 20 pladser bufferpladser. I 3 daginstitutioner med eksisterende vuggestuepladser; Børnegården Søndervang i Give, Karla Grøn i Karlskov og Troldebo i Bredsten tilpasses pladsantallet, så der også her bliver 4 bufferpladser i hver daginstitution.
Jeg har stemt for ovenstående dagtilbudsstruktur, da jeg ser det naturligt, at kommunens forskellige institutioner arbejder sammen om at løse opgaverne på den bedst mulige måde.
Habilitet
I byråd og byrådsudvalg kører der mange hundrede sager hvert år, hvor der skal tages en beslutning. For ikke at ende i komplekse situationer med ugyldige beslutninger er det vigtigt, at der i alle sager er styr på habiliteten af de tilstedeværende. Det er til enhver tid et medlems egen pligt at melde ind, hvis man er i tvivl om sin habilitet. Personligt har jeg i mine to år i byrådet stillet spørgsmål vedrørende min habilitet; når vi har behandlet sager om vindmølletransporter, da jeg arbejder på en vindmøllefabrik og i forbindelse med dagtilbudsstruktursager, fordi min kone er dagplejer. Det er så det samlede udvalg, der med nødvendig hjælp fra jurister, tager endelig stilling til habilitetsspørgsmålet. Hvis man bliver vurderet inhabil, må man ikke deltage i sagens behandling og skal forlade lokalet, uanset om man selv er enig i beslutningen. Hvis udvalget vurderer, at man er habil, deltager man i behandlingen igen uanset egen mening, det er ikke tilladt at dømme sig selv inhabil og forlade mødet.
Michael Nørtoft Frydensbjerg







RSS