Sekslinger i GIVSKUD ZOO
Om morgenen den 29. december opdagede GIVSKUD ZOOs løvedyrepasser, Villy Vinding, at der havde været en fødsel hos løverne natten over. Hos moderen lå der ikke blot én eller to, men hele seks nyfødte løveunger.
‒ Ja, jeg blev da noget overrasket, fortæller dyrepasser Villy Vinding. Et så stort kuld ses meget sjældent hos løver. I de 29 år jeg har været dyrepasser, har jeg kun set kuld på fem unger. Normalt får hunnerne jo kun tre-fire unger ad gangen. Hunløven har nemlig kun fire dievorter, så derfor er seks unger uhensigtsmæssigt, hvis alle skal have mælk nok.
Imod alle odds overlevede de seks løveunger alligevel den første måned. De trives, og det lader til, at moderen heldigvis har mælk nok til alle.
‒ Ungerne har det rigtig godt, forklarer Villy. ‒ Vi var lidt bange for, at moderen ikke havde mælk nok til alle seks. Derfor har vi løbende vejet ungerne for at følge situationen. Indtil videre vokser de alle som normalt.
‒ Det eneste problem var, at det gik lidt hårdt ud over moderens mave i starten. Løveunger fødes jo med skarpe kløer, og når de kæmper om at komme til patten, kommer de let til at rive moderen på maven. Derfor klippede vi for første gang nogensinde kløer på vores løver. Det hjalp gevaldigt, og moderens maveskind er nu helet.
Ud over de nye unger har GIVSKUD ZOO allerede 19 større løveunger. Tilsammen giver det en flok på i alt 25 løveunger.
Lige nu er de yngste af ungerne stadig for små til at komme sammen med de øvrige løver i flokken. Men når GIVSKUD ZOO åbner til påske, vil alle løveungerne være store nok til at komme ud i det store anlæg, og så bliver der rigtig meget at kigge på for parkens besøgende.







RSS