Give-Bokser på vej op ad ranglisten
Foto: LARS KRISTENSEN
Jesper bokser sin kamp nr 4 og møder Daniel Bentzen fra Esbjerg, de står godt til hinanden og giver en god, lige første omgang. Desværre kommer Jesper dårligt fra start i anden omgang og kommer betydeligt bagud på point. Sidste omgang kommer stenhuggeren for alvor i gang og viser flere gange at han har læst modstanderen, men tabet fra forrige omgang er desværre for stort, og han må se sig slået med 24-8. Jesper bokser sin næste kamp når Give Atlet Klub afholder Fight Night d. 27 Januar i Ikærhallen.
Anden Give bokser i ringen var Vahid Rovshan, som skulle prøve kræfter med Daniel Pagh der også bokser for Esbjerg Bokseklub, som på nuværende tidspunkt velnok må betragtes som en af Danmarks stærkeste bokseklubber. Esbjerg-bokseren er en meget erfaren herre og yderst kendt for sin utrolig hårde slagkraft, og en god mesterskabsbokser. Så derfor vidste vi på forhånd at der skulle bokses på afstand og ikke i in-fight med ham. Vahid vidste at han skulle bokse med indersiden af hovedet og gøre brug af alt det hårde tekniske arbejde fra trænings lokalet, for at kunne besejre sådan en herre.
Kampen starter hårdt ud, med meget højt tempo, Vahid bliver presset rigtig meget, men udefra tovene bokser han flot kontraboksning og undgår de fleste af modstanderens hårde møllesving.
Anden omgang starter som første sluttede, højt tempo og boksning på højt plan. Desværre bliver Vahid ramt af en af handskens syninger og får en meget grim flænge på selve øjenlåget. Han får lov at forsætte efter at stævnets læge har kigget på øjet. Men Vahid bliver nødsaget til at bokse med ét øje idet at blodet fra flængen gør synet sløret. Alligevel formår den unge Thyregod-knægt at overleve sidste omgang og dermed bokse kampen færdig. Kampen bliver en tæt affære på 19-15 men med Vahid som sejrherre.
Give Atlet Klub har nu en bokser der har bevidst at han kan bokse med om medaljerne til de kommende Jyske-mesterskaber i Febuar, hvilket bestemt bliver en fornøjelse at følge.
Men først, kan de lokale Give borgere få lov at se Give bokseren slå sig løs til klubbens kommende hjemmestævne i Ikærhallen den 27. Januar.
Alt i alt en veltilpas træner, der efter et besøg på skadestuen med Vahid, som fik et par sting i øjenlåget, glæder sig til hjemmestævnet.
Cheftræner Lars Kristensen
Give Atlet Klub.







RSS