Kjær & Kjær skal vende fodboldskuden i Østernykirke!
Foto: JIM HOFF
Ren tavle at starte op på
Blandt andet ved hjælp af nyt blod på kommandobroen, hvor Henrik ’Ris Ras’ Kjær afløser Fadil Catovic, der var i klubben 1 år og på trods af fine trænerpapirer aldrig fandt den rigtige kemi med den grønne spillertrup. Den slags kan ske for både van Gaal, Morten Olsen og andre mere eksponerede kapaciteter – og nu er man i Østernykirkelejren indstillet på at vaske tavlen ren og kigge konstruktivt fremad. Ved sin side som holdleder får Henrik Kjær ØNIF-legenden, Michael ’Müller’ Kjær, den vel nok giftigste angriber ØNIF nogensinde har fostret sammen med Bjarne Rasmussen. Og dermed er klubben sikret både lokalkendskab, rutine, spillernes respekt og et team, der også har forståelse for betydningen af de sociale værdier i en klub som Østernykirke IF.
4 spillere retur til klubben
- Det gjorde ondt som gammel ØNIFmand at følge klubben og se, hvordan det hele smuldrede her i 2011. Derfor var det egentlig ikke svært at byde ind på posten som cheftræner for fodboldholdet – ok, der er meget der skal rettes op på, men det tror vi på, både Michael og jeg, at det nok kan lade sig gøre, fortæller Henrik Kjær, der gennem en menneskealder har spillet på ØNIFs førstehold først som skudstærk kantspiller og dernæst som keeper. – Vi skal starte helt forfra med mange ting, men der er faktisk spillere nok på listen, og det gælder nu om at få skabt den helt rigtige blanding af de unge nye spillere og en lille håndfuld mere rutinerede folk, så vi kan skabe en harmonisk slagkraftig enhed, påpeger Kjær, der i den forbindelse har fået tilsagn fra den stærke allround-spiller Rolf Laursen samt ditto fra 3 af de i efteråret 2011 til Thyregod udvandrede spillere, Thomas Amdi, Michael Thisgaard og Sebastian Therkildsen. Derudover arbejdes der flittigt på flere ’transfers’ hen over vintermånederne, men her vil Henrik godt bede pressen om radiostilhed, indtil navnene og tingene er faldet konkret på plads.
Müller og Ris Ras selv på banen?
På målsætningssiden er den nye cheftræner i Vonge/Kollemorten-klubben rimelig klar i spyttet: - Det gælder først og fremmest om at få skabt et fundament. Som sagt starter vi nu op på en helt frisk, og der kan man sige, at serie 5 er et godt sted at starte mht. indkøring af et nyt hold, unge spillere osv. Når tingene er på plads rent holdmæssigt, vil jeg da mene, at vi skal være i stand til at blande os i top 3. Især hvis det lykkedes med at få gang i et par ældre rutinerede støttespillere (i forhold til de unge), tror jeg det kommer til at se godt ud, lyder det optimistisk fra den gamle fodbold- og håndboldmålmand, der godt kan se sig selv snuppe tjansen i målet, hvis man skulle komme til at mangle en keeper. – Og der er jeg jo virkelig godt kørende med en rutineret og fodboldklog mand som Michael Kjær på sidelinjen til at tage over, hvis jeg skal i kamp. Og hvem ved, måske der også vil blive plads til Michael på holdkortet engang imellem, antyder Henrik Kjær, der sagtens kunne se den tidligere serie 2 angriber komme ind og lave lidt ravage i serie 5 kampene ved festlige lejligheder.
God form og indstilling vigtigt-
Nu skal jeg jo først og fremmest være holdleder, og selv om jeg her i 2011 faktisk spillede en håndfuld kampe på 1. holdet, må det først og fremmest gælde om at varetage opgaverne på sidelinjen og bibringe spillerne noget disciplin omkring træning og kampe. Det var altså ikke helt godt nok i denne sæson, påpeger Michael Kjær, der gerne ser, at spillerne kommer i væsentlig bedre form end det var tilfældet i 2011. - God form, god indstilling, så kan du nå rigtig langt, lyder parolen fra den gamle topscorer. Der er påtænkt opstart den første weekend i februar, og med turneringsstart omkr. 9. april er der god tid til at få fyret godt op under kedlerne, så Kjær & Kjær kan få vendt skuden for Østernykirkes seniorafdeling.
Held og lykke til de nye fodboldfolk på kommandobroen i Østernykirke. Hvis der er nogen der kan få skuden tilbage på ret kurs igen, så er det de 2 gamle ØNIFkæmper.
Hoff







RSS