Flot udebanesejr til HKerne i Herning – på trods af dommerne!
Foto: HOFF
Efter en ganske tæt affære i kampens første 40 minutter, hvor man både var bagud og måtte gå til pausen med 11-11, gav HK Give Fremads kompetente forsvarsspil bonus i den svære udekamp mod rækkens nr. 4 fra HC Midtjylland, og Søren Godtfredsens tropper kunne rejse hjem med en sikker 10 måls sejr på blokken. Men det var ikke det eneste man tog med sig fra Messecentret i Herning.
- Ok, vi har godt nok nogle udfald i løbet af kampen, hvor vi ikke helt holder niveau, men samtidig var vi oppe imod et hav af dårlige dommerkendelser. Jeg har sjældent oplevet noget lignende i min tid som spiller og træner, kommer det kontant fra Godtfredsen, der selv her 4-5 dage efter kampen er oprørt over den dårlige dommerpræstation.
– De var slet ikke til at kommunikere med, og da de allerede efter 10 min. spil giver vores playmaker Casper Bjørnemose et rødt kort for et indgreb, der muligvis kunne have været takseret til en 2 minutters udvisning, røg kæden da helt af. At de så efterfølgende – for at berettige deres røde kort - går ind og giver Bjørnemose 2 spilledages karantæne, ja det er helt hen i vejret, udtaler Søren Godtfredsen, der dog heldigvis kunne se sit mandskab bevare fatningen for så i kampens sidste 20 minutter igen at få gang i butikken både forsvarsmæssigt og angrebsmæssigt.
– Vi vinder jo 2. halvleg 19-9, og det taler vist sit eget tydelige sprog om en kamp, hvor modstanderen bliver kørt mør til sidst, fortæller Godtfredsen, der kunne se højrefløjen Claus Larsen levere rigtig godt i angrebsspillet og Peter Kjær som garant for at holde midtjydernes gode stregspillere i kort snor.
Hoff







RSS