Åbent brev til Vejle kommune
Personale skulle deltage og forældre, elever andre interesserede kunne deltage. Der var inviteret folk fra erhvervsliv m.m. Det var en god dag, som resulterede i mange spændende tanker og ideer, da vi denne dag ikke skulle lade os begrænse af f.eks. økonomi og ydre rammer. Vi vidste heller ikke på det tidspunkt, at der skulle spares yderligere på personalesiden.
Personalet på Give Skole vil nemlig rigtig gerne være med til at udvikle deres arbejdsplads, så vi på mange forskellige måder kan give vores elever både faglig og personlig udvikling. Vi har haft gang i flere ting - bl.a. en P-fags-ordning indenfor de kreative fag, og siden skolesammenlægningen har de store elever haft en idrætslinje, som på sigt skulle/kunne have udviklet sig til linjer indenfor andre fagområder. Idrætslinjen var populær og gjorde, at mange af disse store elever engagerede sig, lærte noget og udviklede sig. Begge ordninger er nu sparet væk, fordi Vejle kommunes politik har medført store besparelser på skoleområdet. Disse besparelser har ramt Give Skole hårdt. I forhold til skoleåret 2009/2010 vil der i skoleåret 2011/2012 være 20 færre personer ansat til at varetage elevernes undervisning og pasning. Og vi har stadig det samme antal elever, hvis forældrene vel og mærke ikke flytter deres børn til en friskole.
Tankerne bag projektet ”Skolen i bevægelse” er gode og man vil med glæde deltage, hvis man følte, at der kunne komme noget ud af det. Alt det, som Give Skole og alle kommunens andre skoler er kommet frem til siden projektets start, skal fremlægges på en ”Skolerigsdag” lørdag d. 2. april, hvor alle pædagogiske medarbejdere på kommunens skoler skal møde og være engagerede og innovative i 6 timer. Alene forplejning, lokaler og konsulenter til denne dag koster mange penge; men specielt lønnen til de ca. 1700 deltagere koster dyrt – ca 2,5 mill.kr. Samtidig kan motivationen til sådan en ”forestilling” for mange ligge på et meget lille sted. For pga. yderligere besparelser har der lige været en ny fyringsrunde og yderligere 8 af vores kollegaer på Give Skole er varslet fyret fra udgangen af dette skoleår. Derudover er der nogle, der selv har valgt at stoppe eller tage orlov. Alt i alt 12½ personer mindre til at varetage arbejdet næste skoleår i forhold til i år. Klasser bliver større/lagt sammen, og elever med specielle problemer vil ikke få de tilbud, som er bedst for dem. Der skal helt sikkert også spares på undervisningsmaterialer og måske forældresamarbejde. Svømning og lejrskoler er allerede sparet væk. Skolefesten bliver vel det næste.
Vi ved, at det fra anden side har været foreslået kommunen at aflyse arrangementet d. 2. april, da det er så kostbart og ikke harmonerer med de nedskæringer, som skolerne bliver tvunget til pga. besparelser. Dette er blevet afvist.
Vi vil gerne foreslå det igen og tilbyde, at de 6 timer, som vi hver skal bruge denne dag, bliver konverteret til undervisning/pasning af vores elever. Størstedelen af personalet på Give Skole har det mere eller mindre skidt efter 2 fyringsrunder og diverse nedskæringer. Vi har mistet og vil miste gode og engagerede kollegaer, som har gjort det godt med de elever, de har været tilknyttet. Vi har brug for ro til at finde sammen og finde ud af, hvordan vi her og nu gør det bedst muligt for vores elever, vores skole og os selv. For at få det hele til at hænge sammen er/bliver vi nødt til at gå på akkord med vores ansvarsfølelse og faglige stolthed. Det giver stress og knuder i maven.
Udvikling og fornyelse skal ske, fordi man vil det bedste med folkeskolen, og bør ikke tvinges igennem i en tid med besparelser eller pga. disse.
Prioriterer man skolen så højt, som ”Skolen i bevægelse” lægger op til, bør der også være ressourcer til, at de bevægelser kan lade sig gøre. Det er i sidste ende en politisk prioritering/beslutning der afgør, hvordan man fordeler kommunens penge mellem de forskellige kasser. Vi kunne godt ønske os en omprioritering.
På vegne af personale(t) ved Give Skole
Bodil Albrechtsen
Prestige, pædagogik eller panik?
Hvordan skal vi få skolerne til at udvikle sig og fungere, når der hele tiden skal spares?
De spændende projekter/timer/oplevelser spares væk, for at man kan overholde de økonomiske rammer.
Ildsjæle og initiativtagere er også blandt de fyrede.
Hvem bestemmer, hvordan pengene i en kommune fordeles? De valgte eller vælgerne?
Kunne der spares andre steder i kommunens økonomi?
Hvad er vigtigst lige nu: skolen, kulturen eller flotte anlægsprojekter?
Vi har et ambivalent forhold til projektet. Vi ser det som en god mulighed for at få videreudviklet nogle af de tiltag, som vi har haft gang i eller haft tanker om. Men vi føler også, at det er en tvungen vej til at tænke nyt, fordi vi skal spare; altså hvordan får vi bedst undervist 50 elever på en gang, så de alle sammen får noget ud af det.







RSS