Vejle Amts Folkeblad Fredericia Dagblad VAF Medier

Læserbreve

Læserbrev: Ny p-plads i Thyregod – flot, men ikke funktionel!

09.01.2011 kl. 09:26 Af
Læserbrev: Ny p-plads i Thyregod – flot, men ikke funktionel!

Annonce

Hen i sensommeren blev der indviet en ny flot p-plads ved Daglig Brugsen og LCD Garder i Thyregod. Og flot og fin, det er den, men den er simpelthen så langt fra funktionel og brugervenlig, at det råber til himlen. Man har lavet alt for lidt plads til de 40-48 tons store lastvogne, der skal ned til både LCD Garder og Brugsen, og det betyder, at man gang på gang kan stå og betragte ellers dygtige lastbilchauffører bikse og bakse frem og tilbage flere gange med de store køretøjer, inden de overhovedet kan komme ud fra pladsen igen efter at de har læsset af.

Simpelthen på grund af pladsmangel ved både til- og frakørsel. Man kan i den forbindelse godt undre sig over, hvem det er, der har bestemt, hvordan det nye p-plads-projekt skal se ud, men det er jo nok de sædvanlige Tordenskjolds soldater, der på en vandretur gennem området helt uden at spørge de daglige brugere og folk på gulvet har besluttet sig for en fancy arkitekttegnet model, der på papiret ser fin og flot ud. Og så ender det med den her tåbelige løsning, hvor det allerede nu på ½ år er gået galt to gange, idet lastbilerne har ødelagt dele af den fine, fine stensætning, man har valgt at sætte op som en slags skillevæg mellem selve p-pladsen og indkørslen. Derudover har man fået plantet en flot og dyr gadelampe ved indkørslen med det resultat, at lastbiler, der jo godt kan være over 4 m. høje, drejer ind i lampen med taget og knækker den.

Og så kan man jo spørge sig selv, hvem der skal betale for den ødelagte stensætning og den knækkede gadebelysning? Ret meget bedre bliver det da slet ikke i denne her tid med meget sne, hvor man har skrabt snemasserne ud til siden med det resultat, at indkørselspassagen er blevet endnu mere snæver at passere for de mage køretøjer, lastbiler og varevogne, der dagligt skal passere. For et stykke tid siden så jeg en ølbil køre forlæns ned til Brugsen med det resultat, at han skulle bakke ud igen – et stort set umuligt projekt, som chaufføren da også måtte have op til 5-6 forsøg at gennemføre.

Jeg vil i stedet foreslå, at man fjerner stensætningerne (og de flotte blomster som jo skal vedligeholdes og passes, og af hvem???) og laver påmalede markeringstreger i stedet for. Derudover burde man lave 2 rækker med skråparkering på selve p-pladsen. På den måde får man ét stort åbent areal, med bredere tilkørselsforhold, hvor de større køretøjer meget lettere kan manøvrere til og fra aflæsning ved de to virksomheder. Som det er nu er det håbløst – og man kan igen kun spørge sig selv, hvem der skal betale for alle skaderne. Borgerforeningen i Thyregod? Vejle kommune?

Nej, lad nu fornuften råde og få det her projekt lavet om, så det er funktionelt og brugbart for alle parter.

Jean Darly Hansen
Hastrupvej 1, Thyregod




Print artiklen | Tip en ven | Tilbage til Læserbreve-forsiden

Bedøm artiklen:
5
 har stemt. Gennemsnit
4,1
.
Registrerer stemme..


Bookmark og del denne artikel:
| Flere